Udgivet i 2 kommentarer

VM 2011 Beretning

Så fik jeg langt om længe taget hul på bylden og her kommer min beretning om turen til VM i Body Fitness 2011 i kategorien – 163 cm.

Alle der har fulgt med på bloggen her, har fulgt min kamp mod alle mine konkurrencer i hele 2011 og de forudgående som gav mig min kvalifikationer til både EM og VM.

Det har været et fedt, men supersejt og vanvittigt hårdt år og alt jeg gør herefter kommer til at føles let!

Aldrig vil jeg have det så skidt igen!

Nå men nu til selve beretningen:

Under selve afviklingen af DM 2011, hvor jeg for første gang siden 2007 stod på sidelinien, som medafvikler af DM i kraft af min position som sponsoransvarlig, startede jeg min væskeudtømning en dag tidligere end jeg normalt ville have gjort.

Dette fordi min krop i lang tid forinden var begyndt at binde en masse væske, grundet stress fra træning, kost, arbejede og meget mere og jeg ville være sikker på at komme igennem weekenden uden at binde yderligere væske, eftersom VM afrejsen lå 5 dage ude i fremtiden!

Jeg overlevede en lang weekend til DM, med hovedet opad og benene ned, jeg havde i lang tid gruet for om jeg ville ende fuldstænding svimmel og bims af stress på gulvet! Men det skete heldigvis ikke!

Jeg fortsatte derfor ufortrødent min væskeudtømning og syntes den lykkedes ret godt, på trods af at jeg faktisk var på arbejde næsten op til afrejsen. Selve opkarbningen skulle så påbegyndes ved afrejsen og jeg fik som altid fikset alt, så intet var overladt til tilfældighederne.

Men herfra syntes jeg så tingene begynder at skride for mig!

Det starter i Ålborg lufthavn på vej mod København, hvor vi skulle overnatte inden den endelig afrejse mod Serbien, med at flyet er ca. 2 timer forsinket! Vi kunne egentlig ligeså godt selv have kørt så. Sanne som er med som min opvarmer får en SMS fra en veninde som er “synsk” ikke at jeg tror på den slags, men hun mener at kunne se at vi alle kommer helskindet frem, men at det er ligesom om at der er noget med noget bagage… Den lader jeg ligge lidt…

Jeg føler mig som et stort barn, der er ude af stand til at tage vare på sig selv, jeg føler mig mentalt opbrugt!

Vi ankommer endeligt til Kbh og skal med en Taxa til et hotel, som Taxa chaufføren faktisk ikke kan finde! Nå men endelig kommer vi i seng omkring midnat og skal tidligt op næste morgen. Hotelværelset har ikke noget køleskab, men jeg låner et i hotelkøkkenet.

Næste morgen dobbelt tjekker jeg alt mit grej og beslutter mig for at jeg hellere må pakke mit “nattøj” og bikini, samt sko i min håndbagage for en sikkerhedsskyld, mens alt andet forblev i min kuffert, på nær det mad jeg skulle bruge frem til ankomst i Serbien, hvor jeg jo ville kunne få fat i resten i min store kuffert!

På dagen for afrejsen skulle vi mødes med Chefdommer Frederik, som skulle med også. Hele lufthavnen viser sig PAKKET til randen, grundet efterårsferie og strejkende bagagebånd. Det lykkedes dog at få tjekket ind og vi skulle skynde os til gaten.

Endelig i flyveren og der kunne jeg få indtaget noget mad som jeg havde set frem til længe! Riskiks! MUMS!

 Det er så mig ved siden af vores delegerede Anders!

Yndigt som jeg propper i hovedet og som altid, når jeg rejser har jeg  valgt  at tage briller på i stedet for linser og kufferten var spækket med  ekstra linser så det var jo fint….!

Nå men vi mellemlander i Wien og springer hastigt videre på næste fly, hvilket foregik lidt presset grundet forsinkelse i Khb.

Vi ankommer endeligt til Serbien og skal blot have fat i vores bagage hvilket burde gå smertefrit eftersom der var ganske få med lyet.

Bagagen begyndte at rulle ud, men vi kunne umiddelbart ikke se vores, så vi tænkte at den måske kom ud et andet sted, men nej, der kom ingen bagage!

Jeg var stadig helt rolig og kunne ikke rigtigt tro at vores bagage bare var væk. Sanne og Frederik forsøgte at tale med personalet i lufthavnen som mente at bagagen muligvis var i Wien og kunne komme frem sidst på aftenen…

 Mens vi venter….

Den besked accepterer jeg og tænker at det går nok alt sammen, det skal det jo!

Vi går ud i ankomsthallen og bliver modtaget af officials som skal sørge for at alle atleterne fra de forskellige lande bliver transporteret ud af lufhavnen og frem til destinationen. Vi skal faktisk vente temmeligt længe, for det er ikke alle nationaliteter der ankommer samtidigt, men vi skal alle med den samme bus!

Jeg spotter hurtigt Nina Furseth fra Norge som var regerende verdensmester i sin klasse og spørger om hun i nødstilfælde har ekstra makeup og hårgrej jeg kan låne, såfremt min bagage ikke når frem og hendes søde delegerede lover mig at det kan jeg sagtens. Jeg når lige akkurat at få et meget kortvarigt anfald af panik og tårer i øjnene på grund af kufferten og fordi hele rejsen mod VM havde været så hård! Men så er det også i samme åndedrag at jeg tænker intet skal ødelægge den her tur for mig! INTET! Jeg havde ikke knoklet så hårdt og med helbredet som indsats for at blive stoppet pga. en dum kuffert!

Vi ankommer endeligt på hotellet og undervejs fik Frederik besked hjemmefra om at de havde fundet HANS kuffert men ikke vores og at den muligvis kunne nå frem. Han havde også et problem eftersom hans dommer uniform var i kufferten og han ikke kunne få lov til at sidde med på forreste række og dømme uden.

Der opstår også problemer med hotellet, da Nina fra Norge ikke havde fået værelse på det hotel som hun var blevet lovet og derfor skulle længere væk og dermed røg min mulighed for at låne hårgrej og makeup ogås!

Sanne får mig installeret på værelset og går nu på jagt efter noget mad jeg kan fortsætte med at spise eftersom jeg jeg ikke havde mere selv og nogle der vil sælge mig noget farve og evt. lånd mig noget make up

Der er i mellemtiden også indvejning, hvor jeg får lejlighed til at se mine konkurrenter an, intet foregår som det skal efter bogen, det pas jeg havde fået strenge ordre på at huske skulle ingen se og de mål der blev taget til EM skulle tages igen og denne gang var jeg pudsigt nok blevet kortere, altså den længde jeg altid har haft  og ikke det jeg blev målt til under EM og som gælder i 5 år…

Jeg kunne hurtigt se at der var nogle hårde piger imellem, men jeg syntes ikke det lignede en uoverkommelig opgave eller at jeg ville ende sidst.

Det lykkedes Sanne efter en intensiv butik gennemgang at finde nogle havregryn og riskiks uden salt og så var jeg nogenlunde glad, for så kunne jeg fortsætte min opkarbning, men jeg var stadig bekymret for min sscenfremtræden, skulle jeg stå ligbleg og uden makeup? Hvad med negle (det skal lige indskydes at jeg faktisk havde fundet en der ville sponsorer mine negle, men som i sidste øjeblik meldte afbud) jeg plejer ellers blot at anvende de billige negle fra Matas, da det ikke er noget jeg går med til dagligt og det ikke kan ses fra publimkumsrækkerne alligevel.

Heldigvis havde jeg fået fikset mine øjenvipper hjemmefra, jeg var så heldig at finde en Sweetdeal hvor jeg kunne få dem lavet til halv pris! En bekymring mindre troede jeg!

Nå men Sanne fandt også nogle kunstige negle der kunne bruges, men endnu lige da jeg skal til at sove er det ikke lykkedes at finde hverken farve eller make up! Desperat som jeg er banker jeg på døren overfor, da jeg kan høære at det er piger, de er igang med lægge farve. Jeg forklarer så godt jeg kan, at min bagage er væk osv. De bille lige sikere sig at jeg ikke skulle stille i samme kategori, før de ligepludselig kom med en masse af dere gamle reserve makeup som jeg kunne låne! YES! De kommer også med en hel flaske ubrugt Protan som godt nok skal læges i mange lag for at binde på mig, men så længe jeg ikke skulle stå bleg og bar på scenen var jeg ligeglad! Vi nåede at lægge to lag inden sengetid som selvfølgelig blev strukket lidt.

 

Næste morgen har vi heldigvis god tid da konkurrence først for mit vedkommende starter kl. 15.00 heldigvisk havde jeg af en eller anden grund også tænkt på at pakke mit fladjern i håndbagagen og det lykkedes også Sanne at få lavet nogle fine krøller med det på trods af at det var første gang hun prøvede det. Vi fik også brugt det gamle makeuåp som godt nok kradsede lidt i huden, men hvad betyder det når man er kommer så langt!

Færdig og med så meget farve på jeg kunne trække, ankommer vi til selve stedet for konkurrencen hvor vi møder den norske dommer som er med Nina og Frederik som er i færd med at nyde en frokost bestående af usaltede ris og kylling + grøntsager, ganske som atleternes mad, mærkeligt der ikke lige kunne laves noget særligt til dem også!

 

Vi finder et rum uden alt for meget rod og snavs fra dem som tidligere havde været i rummet, det bliver dog hurtigt fyldt op af andre atleter også. Men det er jo fuldstændigt ligesådan herhjemme så det er fint med mig. Problemet kommer når vi hjemmefra netop er blevet instrueret om at der under ingen omstændigheder må være mænd til stede backstage i kvindernes omklædningsrum. Der var stort set ikke andet en mandlige opvarmere!(Eller osgå lignede de blot mænd? Nej det var faktisk mænd) og da jeg på peger det overfor officials får de en påmindelse herom, hvilket de blot vælger at ignorere, Så det forblev sådan!

Endelig blev det vores tur til at blive kaldt op bag scenen til klargøring af eliminiationsrunden da der var 18 atleter, men kun 16 der måtte stå i feltet. Under pump up, bemærker jeg også at der stik imod reglerne også er mange der har ørenringe i. Under EM blev ALLE bedt om at tage dem af, det blev også påpeget her, men ingen reagerede og det fik heller ingen konsekvenser. Forstå mig ret, jeg ville hellere end gerne selv havde stået med ørenringe i, men hvorfor opfinde regler hvis de ikke bliver fulgt? Jeg retter mig altid efter det der er forskrevet og kan ikke forstå hvorfor andre ikke gør ligeså og forstår endnu mindre at det så ikke har konsekvenser…

Eliminationsrunden er slut og jeg er ikke røget ud! Yes så er det bare videre herfra. Det forløber en smule anderledes under bedømmelserne end vi er vant til hjemmefra, pigerne poserer konstant og skubber og maser med albuer og arme så det er med at være vågen og blive du kaldt frem er det bare med at være vågen, du får ca. 3 sek. til at sætte din posering før du skal videre igen.

Faktisk bliver jeg først kaldt frem til sidst og det er normalt ikke et godt tegn, men jeg var noget forvirret for mange af pigerne havde ekstremt tynde ben, slappe bagdele og ekstremt hakkede overkroppe med forholdsvis meget masse på toppen og ikke så meget længere nede… så jeg troede faktisk at jeg kunne slå lidt flere end hvad jeg faktisk gjorde!

Jeg går selvsagt ikke videre til finalen, men ender i bunden som nr. 14 ud af 16, ummiddelbart der var jeg ikke skuffet og jeg glæder mig over at jeg kan spise og drikke lidt igen, men er faktisk nødt til at holde lidt igen, fordi der stadig er Parade of Nations dagen efter, hvor jeg skal stå i min finalebikini, bag ved Frederik som skal stå med et skilt hvorpå der står Denmark. Det er en ceremoni, hvor alle de øverste i IFBB, får overrakt diverse ærespræmer og certifikater for udførelse af deres arbejde i IFBB.

 

 

 

 

 

 

Vi starter søndag morgen med en kort gåtur rundt i byen hvor vi får lokaliseret nogle supermarkder og en kagebutik som vi helt sikkert skal aflægge et besøg! Endelig da parade of nations er overstået, løber jeg ud af hallen med armene over hovedet i glæde over at være færdig! LETTET OG FÆRDIG! Aldrig har jeg haft det så godt med ikke at skulle videre i en finale!

 

Fuldstændig usportslig og ligeglad med mine konkurrenter er det eneste jeg har i hovedet at jeg skal nå at se noget af byen og herunder også shoppe lidt! Jeg havde jo intet og ville gerne have lidt pænt tøj på til den forestånede middag med resten af deltagerne og the IFBB “Gang”.

Vi fandt et stort og moderne indkøbscenter og fik også købt lidt lækkert ind til vores egen lille reception påp værelset i form af snacks og små kage hapsere. Vi fik også besøgt konditorene hvor vi købte 4 forskellige kaget ril deling så vi kunne nå at smage så meget forskelligt som muligt 🙂 Det skal lige tilføjes at Sanne også netop var kommer af hendes diæt og var ligeså vild efter at smage forskelligt som mig og var dejligt med på den værste hvad angik indkøb.

Vi afholdte den hyggeligste champagne reception på værelset med Anders, Frede, Sanne og jeg

 

og vi skulle egetnlig bare have fortsat vores egen lille fest, for da vi ankommer til banketten er alt kaos, ingen vidste hvor vi skulle sidde, da der endelig skulle startes med forretter, ventede vi i over en time uden at vi fik en eneste forret. Nordmændenn havde selv fundet et sted at spise og inviterede faktisk os med, men vi ville afvente situationene og med EM i tankerne hvor der var meget underholdning og hyggelig stemning. Efter 1,5m time uden mad, besluttede vi os for at prøve at finde nordmændende og nappede en taxa som dog ikke helt vidste hvor den restaurent som vi havde fået navnet på lå. Da vi kom frem så stedet lukket og slukket ud, så vi kørte tilbage, men gik i stedet ind på en lille snaks der lå på hjørnet ved hotellet, hvor vi spiste noget der lignede pizza. Vi ville tilbage til “festen” for at se om de var kommet længere med maden og håbede faktisk på at vi kunne nå en bid dessert. Der var klokken 00,15 og de to tjenere der skulle betjene over 100 mennesker kun i gang med at servere hovedretterne og vi spittetde at nogle af de tyske atleter havde fyldt deres bord med pizzabakker, så vi gav op og gik i seng!

 

 

 

 

 

Mandag morgen kunne vi lige nå lidt mere supermarkeds sightseeing inden afgang og vi fik hamstret lidt forskelligt 😉 Efter en lang og træt tur hjem, kunne jeg afhente min kuffert i Københavns lufthavn!

Det var den tur og jeg er nu en oplevelse rigere og hvad har jeg lært? At jeg ikke behøver alt det crap i min kuffert for at kunne klare mig! Man kan altid klare sig på en eller anden måde!

Efter hjemkomst fik jeg endnu mere travlt for jeg havde diverse hængepartier og jeg havde også sagt ja til at lede det dansk landshold til NM, så jeg fik ikke så meget tid til at synke oplevelsen og faktisk tror jeg faktisk førstat det er her og nu hvor jeg ser billederne igen, at jeg bliver en smule skuffet over resultatet.

Jeg mener selv at jeg på trods af modgang, formåede at forbedre mig og faktisk stod i min bedste form nogensinde, det er mulig jeg kunne være noget tørrere, men jeg fik fyldt så meget indenbords som aldrig før under min opkarbning og blev rigtigt fint fyldt ud i muskulaturen, hvor hvis jeg ser tilbae på billederne fra NM godt kunne have brugt lidt mere fylde.

Jeg fylder op med billeder fra turen senere og lægget et galleri af scenebillederne med mere op også.

Mit næste projekt er ikke en konkurrence, men nu fokus på at være “Fit 4 Fun” hvilket må siges at være mit nye motto.

Jeg elsker at træne og føle mig stærk, så det har nu fuldt fokus og så skal der atter styr på kosten, så jeg atter kan være i mit tøj, men kun fordi jeg syntes det er fedt at træne og være i god form! Jeg ved ikke om tiden bringer flere konkurrencer med sig, men en ting er helt sikkert, jeg skal aldrig nogensinde have det så skidt igen, som jeg havde det under mine forberedelser.

Jeg skal vide at jeg har min. 3 mdr. op til konkurrencen hvor min hverdag er stabil, jeg skal ikke stille op til mere en MAX 2 konkurrencer på et år, hvor det kræver hård diæt.

Jeg vil gerne dele konsekvenserne heraf med jer, så i forstår at det ikke bare er noget man gør og alt har en pris.

Jeg fik de sidste 14 dage konstant hjertebanken, ødelagt min søvn, kunne stort set ikke magte at være på arbejde, men gjorde mit yderste for at ingen skulle bemærke noget! Fik målt meget højt kortisol niveau (stresshormom), ingen produtione af østrogen, dermed udeblivende mens. dvs. den udeblev fra januar hvor jeg startede diæt. Jeg havde kronisk ondt i fødderne grundet den alt for overdrevede PW. Kunne ikke rumme andre mennesker, alt lys i øjnene var slukket og mennesker som så mig på gaden, kunne ikke kende mig igen. Kronisk sult bla. pga. leptinniveau som var helt forskruet, det kommer automatisk med lav fedtprocent.

Jeg foretog mig intet spontant, kunne knap overskue at se fra side til side, kæmpede mig igennem mine træninger som jeg normalt elsker og jeg kunne fortsætte.

Jeg har efter endt diæt og hjemkomt haft flere tilfælde af sygdom end jeg har haft tidligere, hver gang jeg havde noget der lignede 2 timers fritid, blev jeg syg.

Men nu er jeg tilbage og har gang i nogle spændende projekter, herunder min egen virksomhed og også et kommende projekt med Silje og Eirik som vi indtil videre går lidt stille med, men i hører uden tvivl mere, så fremtiden bringer stadig mere træning og andre sjove ting.